HVORDAN SKAL VI LEVE I FASTETIDEN?

Vores indsats under Den store Faste består ikke alene i at gå til gudstjenester, følge fastereglerne og bede regelmæssigt. I hvert fald bør disse elementer, for at være virksomme, baseres på vores livsførelse i dens helhed. De forudsætter en "livsstil", som ikke peger i stik modsat retning, og som ikke derved skærer vores eksistens i to stykker. Førhen var det, i de ortodokse lande, samfundet selv, der udgjorde denne "basis", som bestod i en helhed af skik og brug, i synlige ændringer i måden at leve på, i love og regler for både det offentlige og det private liv, som kan sammenfattes i det russiske begreb hyt, som i nogen grad modsvares af ordet "kultur".

Førhen var det sådan, at hele samfundet accepterede en vis livsrytme og visse regler, der hele tiden mindede folk om, hvilken tid på året, de befandt sig i. I Rusland var det fx umuligt at glemme, at det var fastetid, om ikke andet så på grund af den særlige måde, kirkeklokkerne ringede på. Teatrene var lukkede, og på et endnu tidligere tidspunkt blev der ikke ført sager for retten i denne periode. Alle disse ydre ting forpligtede selvfølgelig ikke i sig selv folk til at angre eller til et mere intenst trosliv; men de skabte en særlig atmosfære, en slags "faste-klima", som lettede den personlige indsats. Vi er svage, og vi har behov for ydre påmindelser, for symboler og tegn. Naturligvis er der en indlysende fare for, at disse ydre symboler bliver til mål i sig selv, så de af den folkelige mening ikke længere opfattes som blot og bart påmindelser, men som selve fastetidens indhold. Vi har før talt om, hvordan ydre skik og brug kan blive en erstatning for en virkelig personlig indsats; men "skik og brug" kan også, hvis det forstås rigtigt, blive det led, der forbinder den åndelige kamp med livet i sin helhed.

Vi bor ikke i et ortodokst samfund, og derfor lader det sig ikke gøre at skabe et "fasteklima" på dét niveau. Hvad fasten end måtte være eller ikke være, så anfægter den ikke det samfund, vi er en del af, i mindste måde. Det er en situation, hvor vi bliver tvunget til at nytænke forbindelsen mellem "ydre" og "indre" i troslivet. Sækulariseringens åndelige drama består i, at vi kastes ud i en veritabel trosmæssig "schizofreni", som deler vores liv i to dele: troslivet og det verdslige liv; og de to har mindre og mindre med hinanden at gøre. Der må altså gøres en åndelig indsats for at videreføre de skikke og påmindelser, vi har modtaget fra traditionen, og som udgør midlerne for vores anstrengelser i fastetiden. Forsøgsvis og på en måde, som nødvendigvis må blive skematisk, kunne vi gøre nogle betragtninger over denne indsats, både i familien og uden for hjemmet.

I det ortodokse verdensbillede udgør familien og hjemmet det første og afgørende område for det kristne liv; hjemmet er dét sted, hvor de kristne principper er i anvendelse på det daglige liv. Det er helt sikkert i hjemmet, i selve stilen og ånden i familielivet, og ikke hverken i skolen eller i kirken, vi får dannet vores første verdensbillede, som for sin del skaber en grundlæggende orientering i os; en orientering, som vi en stor del af vores liv måske ikke engang er os bevidst, men som helt sikkert bliver en afgørende faktor. Dostojevskij lader i "Brødrene Karamazov" starets Zosima sige: Et menneske med gode barndomsminder er frelst for resten af livet. Det er meget karakteristisk for ham, at denne bemærkning falder, efter at han har omtalt, hvordan hans mor tog ham med til De Forudindviede Gavers Liturgi, og mens han mindes den smukke, uforlignelige melodi til fastetidens hymne: Lad min bøn stige op som røgelse for Dig. – Hvad er det da, vi kan gøre hjemme i fastetiden?

Alle er vel enige om, at familielivet er blevet ændret radikalt af radio og fjernsyn [hvis fd. Alexander havde skrevet teksten i dag, ville han utvivlsomt også have nævnt internettet, red.]. Disse massemedier dominerer i vore dage hele livet. Man behøver ikke længere gå ud for at være ude! Hele tiden er hele verden lige her, indenfor min rækkevidde. Lidt efter lidt forsvinder den grundlæggende erfaring af at befinde sig i hjertet af en indre verden; og selve fornemmelsen for skønheden i den indre verden er simpelt hen ved at forsvinde i vores moderne kultur. – Er det ikke fjernsyn, er det musik. Musik er ikke længere noget, man lytter til; den bliver hurtigt til et slags "lyd-baggrunds-tæppe" for al samtale, læsning, brevskrivning etc. Faktisk afslører dette behov for hele tiden at høre musik, hvor umuligt det er for moderne mennesker at sætte pris på stilhed; hvor umuligt det er at forstå stilhed som andet end noget negativ, som blot og bart fravær, i stedet for som nærvær og som forudsætningen for alt sandt nærvær. Fortidens kristne levede i høj grad i en stille verden, som gav gode muligheder for koncentration og indre liv. I vore dage må vi gøre en særlig indsats for at genopdage denne tavshedens dimension, som alene kan gøre det muligt for os at være i kontakt med det åndelige liv. Derfor er spørgsmålet om medierne i fastetiden ikke noget marginalt, men på mange måder et spørgsmål om åndeligt liv eller åndelig død. Man må gøre sig klart, at det simpelt hen ikke lader sig gøre at dele sit liv mellem fastetidens "lysende sorgmod" og så det sidste nye på skærmen. De to elementer er uforenelige; det ene af dem slår nødvendigvis det andet ihjel. Og hvis ikke vi gør en særlig indsats, er det meget muligt, at "sidste skrig" har større chance for at overleve end det "lysende sorgmod".

Et første forslag til en praksis kunne da være at reducere forbruget af radio og fjernsyn kraftigt under fasten. Vi drister os ikke til at håbe på en fuldkommen faste, men på en faste og askese, der mindsker mediernes eneråden. Der er fx intet i vejen for at høre nyheder eller følge interessante, seriøse programmer, der kan berige os intellektuelt eller åndeligt. Dét, vi skal holde op med i fastetiden, er at forfalde til fjernsynsforbrug på en måde, der får os til at sidde, slappe, holdningsløse og klistrede til skærmen i vores lænestol, mens vi passivt labber alt det, der strømmer imod os derfra, i os. [...]

Den tavshed, der opstår, når støjen fra verden via massemedierne hører op, bør vi fylde ud med noget positivt. Bønnen er næring for sjælen men vores intellekt har også behov for næring; for det er netop menneskets intellekt, der i vore dage nedbrydes af den ustandselige støj, der møder os fra fjernsyn, radio, ugeblade osv. Vi foreslår følgelig ikke alene en rent åndelig indsats, men også en intellektuel anstrengelse. Hvor mange store værker, hvor mange fremragende frugter af menneskets tanke, fantasi og ånd går vi ikke glip af i vore liv – slet og ret fordi det er så meget lettere for os, når vi kommer hjem fra arbejde og er fysisk og psykisk udmattede, da at trykke på TV-knappen eller dumpe ned i i ét eller andet ugeblads absolutte tomhed.

Tænk, hvis vi forberedte os et program for fastetiden; tænk, hvis vi på forhånd lavede en liste med bøger, vi skulle have læst. Det behøver ikke alt sammen være "religiøse" bøger; det er ikke meningen, alle og enhver skal være teologer. Og i øvrigt er der masser af implicit "teologi" i nogle af litteraturens store værker. Kirken velsigner alt, hvad der beriger vores intellekt, alt, som er et autentisk resultat af menneskets skabende ånd; alt dette kan have åndelig værdi, hvis vi behandler det rigtigt.

Som vi véd, er hhv. fjerde og femte søndag i Den store Faste helliget mindet om to fremtrædende skikkelser indenfor den kristne spiritualitet, Hl Johannes Klimakos og Hl Maria af Ægypten [man kunne her også nævne Hl Gregor Palamas, som ihukommes anden søndag i fasten, red.]. Heri kan vi se en klar indikation af, hvad det er, Kirken vil, at vi skal gøre i fastetiden: Vi skal søge at berige vor indre verden, intellektuelt og åndeligt; vi skal læse om og tænke over emner, som bedst kan hjælpe os til at generobre den indre verden og dens glæde. – Denne glæde er menneskets virkelige kaldelse, og den når sin fuldendelse i det indre og ikke i det ydre. Og den moderne verden af i dag aner ikke det mindste om dette. Men hvis vi ikke forstår fastiden som en pilgrimsfærd til menneskets inderste dyb, så mister den al betydning.

Men hvad kan vi gøre i det daglige liv uden for hjemmet blandt kolleger og venner? [...] Her kan vi blot viderebringe nogle generelle betragtninger.

For det første er fastetiden velegnet til at få øje på, hvor utroligt overfladisk vi forholder os til andre mennesker, til ting og til arbejdet. Der er nogle slogans, som i virkeligheden er de "bud", vi følger med glæde. De lyder sådan her: "Fortsæt med at smile" og "Tag tingene, som de kommer"; men det betyder følgende: "Bliv ikke engageret, stil ingen spørgsmål, og indgå ingen dybere relationer med de andre; følg spillets regler, som forener en venlig attitude med fuldkommen ligegyldighed; se på alt under en synsvinkel, der handler om materiel vinding, fordele og avancementer. Med andre ord: Gør dig til del af en verden, der hele tiden bruger de store ord om frihed, ansvarlighed, hengivenhed osv, men som i virkeligheden er baseret på det materialistiske princip, ifølge hvilket et menneske er, hvad det spiser!

Fastetiden er tiden for at søge efter mening i tingene; mening i arbejdslivet, forstået som kald; mening i mine relationer til andre, forstået som venskab; mening i min ansvarlighed. Der er ingen beskæftigelse, intet kald, som ikke kan "forvandles" – ikke i retning af større effektivitet eller bedre organisation, men i retning af større menneskelig værdi.

Vi står altså over for den opgave at inderliggøre alle vore relationer på den basis, at vi er frie væsener, som (ofte uden at være klar over det) er blevet fanger af et antal systemer, som i stigende grad umenneskeliggør verden. Og vores tro får først betydning, når den sættes i forhold til hele livet i al dets kompleksitet. Der er mange mennesker, der mener, at nødvendige forandringer kun kan komme udefra, fra revolutioner og reguleringer af de ydre betingelser. Det er op til os kristne at vise, at alt i virkeligheden kommer indefra, fra troen og troens liv. Da Kirken begyndte at trænge igennem i den græsk-romerske verden, talte den ikke imod slaveriet eller opfordrede til revolution. Det var Kirkens tro og dens nye syn på mennesket og livet, som med tiden gjorde slaveri umuligt. Én helgen – og "helgen" betyder her slet og ret et menneske, der hvert øjeblik tager sin tro alvorligt – gør mere for at ændre verden end tusinde trykte programerklæringer. I denne verden er helgenen den eneste, sande revolutionære.

For det andet, og det bliver vores sidste generelle bemærkning, er fastetiden dén tid, hvor vi må forsøge at blive herrer over vores tale. Vor verden er frygteligt "verbaliseret", og vi oversvømmes hele tiden af ord, der har mistet deres betydning og dermed deres kraft. Kristendommen åbenbarer ordets hellige karakter som en sandt guddommelig gave til mennesket. Det er grunden til, at vor tale er udstyret med en umådelig kraft, positiv eller negativ. Det er også grunden til, at vi skal dømmes på vore ord: "Men jeg siger jer, at menneskene skal gøre regnskab på dommens dag for hvert unyttigt ord, de taler. Thi ud fra dine ord skal du frikendes, og ud fra dine ord skal du fordømmes" (Matt 12,36-37). At blive herre over sine ord er det samme som igen at forstå, hvor alvorlige og hellige de er. Vi må forstå, at en "uskyldig" spøg, som vi måske udtaler uden at tænke nærmere over det, kan få katastrofale følger; den kan måske være netop den dråbe, der bringer et menneske dybt ind i fortvivlelse og tilintetgørelse. Men vores tale kan også være et vidnesbyrd. En tilfældig samtale med en arbejdskollega kan være mere virkningsfuld i formidlingen af en livsopfattelse eller en holdning til andre mennesker eller til arbejdet end en hel prædiken. Netop denne samtale kan lægge kimen til den slags spørgsmål, der får os til at overveje muligheden af at forstå livet på en anden måde, og som får os til at ønske at vide mere.

Vi aner ikke, i hvor høj grad vi rent faktisk hele tiden påvirker hinanden med ord og med selve den måde, vores personlighed viser sig på. Når mennesker vender sig til Gud, er det dybest set aldrig fordi én eller anden har formået at give dem strålende argumenter og forklaringer: De vender sig til Gud, fordi de i et andet menneske har set det lys, den glæde, den dybde, den alvor og den kærlighed, som alene åbenbarer Guds nærvær og kraft i denne verden.

For mennesket er fastetiden således en genopdagelse af troen; men den er også en genopdagelse af livet i dets guddommelige betydning og hellige dybde. Det er, når vi afstår fra føde, vi atter lærer at nyde denne og tage imod den fra Gud i glæde og taknemmelighed. Det er, når vi afstår fra musik og underholdning, fra overflødig tale og ligegyldige møder, vi genopdager den sande værdi i menneskelige relationer, i menneskers arbejde og kunst. Og vi genopdager alt dette, simpelt hen fordi vi genopdager Gud selv, når vi vender tilbage til Ham og dermed til alt, hvad Han i sin nåde og uendelige kærlighed har skænket os. Det er dét, vi synger om påskenat:

Gengivet efter internetversion, oversat fra fransk og bearbejdet af red.