Hvor Herrens Aand er, dér er Frihed

Af munken Fotius

Har Luther virkelig sammenlignet Menneskets Villie med et Æsel, som enten Djævelen eller Gud sætter sig paa? Saa vidt jeg via Citat (ved Tselongides) paa Græsk kan finde, skrev han i „De servo Arbitrio“ (1525) faktisk: „Naar Djævelen sidder paa det, vil det gaa, hvorhen Djævelen vil. Det afhænger ikke af dets frie Valg at løbe hen og vælge en af dets Ryttere, men Rytterne selv kæmper om at faa fat i det og holde det for sig selv“ (WA 18/635, 17-22)…

Og kan Pave Pius IX virkelig have tænkt sig ordentligt om, inden han definerede Dogmet om Marias ubesmittede Undfangelse (1854)? Dette maa vel forudsætte en saadan (protestantismeagtig) Arvesyndslære, at uden at være ubesmittet undfangen kunde Jomfru Maria ikke have sagt Ja til Gud. Altsaa var det - ifølge denne Lære - ved en Automatik, at Gudsfødersken sagde: „Se, jeg er Herrens Tjenerinde“, og ikke som Person!

At faa Mennesker til at være viljeløse Lastdyr, dette er alle Demagogers, Manipulatørers og Gen-Klonørers Drøm! Det er den afpersonaliserede, revolutionære Filosofis totalitaristiske Gudsbillede overført paa disse selv! De Sammes høje Status ophæves dog ud fra deres egen Lære om, at ogsaa de selv er intet Andet end materielle Reflexer. Konklusionen, ud fra disse Forudsætninger altsaa, maa da blive: Alt turde være Løgn! det gælder bare om Forbrug….

Efter denne frygtelige Bravade bør jeg skrive et positivt Modstykke dertil. Blandt alt det af Intet Skabte udstyrede Skaberen Mennesket med det Mere, at det inden for visse Grænser kan faa Del i Guds egen Frihed. Det er dette i dets Natur, der gør, at det kan udvikle sig til at naa Udødeligheden. Men samtidig er det det Samme, der indebærer den Fare, at det kan gribes af Hovmod og gaa ned i det, der som Adskillelse fra Gud er værre end den fysiske Død. Dermed har man Menneskets Slingren mellem Djævelen og Gud. Men disse to Hinsidiges Methoder er nota bene forskellige: Djævelen vil udslette Menneskets Frihed, altsaa dets Person, medens Gud vil frelse Mennesket, vinde det i Frihed og saaledes fuldende dets Person. Djævelen sætter sig paa Mennesket som et Æsel, men Gud Hellig´Aand regner ikke Mennesket for et Æsel, men vil gøre Mennesker, sammen med den Menneskevordne, til „Guds kære Børn paa Ny".

Mennesket i Kristus tilskriver Gud Alt, hvad det har, ikke i en Nødvendighedsstruktur, men i en personlig Hengivelse. Dette er Forskellen mellem magisk Magtmiddel og gudvendt Lovprisningsoffer. Her bliver Konklusionen: „Lad os opløfte Hjerterne…….“ Et  saadant Gudsforhold kalder vi Orthodoxe for Samarbejde (eller Synergi, et Ord, der er nok til at faa Protestanter til at rejse Børster).

Men hvorfor var dog Luther og (og mon ogsaa Pius IX?) naaet til sin misanthropiske Forestilling om Mennesket? Han forkastede „alt Menneskeværk“ i Gudsforholdet (medens i verdslige Sager kunde Mennesket selv - hvorved  Lutheraneres og Atheisters Daglivliv ikke blev meget forskelligt); var det maaske, fordi foregaaende Aarhundreders Skolastik havde allerede lagt Kimen til det Menneskeliges og Jordiskes Emancipation fra Gudsforholdet? Skolastikken ansaa Guds Virke i Verden for at ske gennem skabte Aarsager og ikke (som Orthodoxien tror) direkte. Ifølge Thomas Aquineren kan Mennesket, som er i Legemet og dermed i „Potentialitet“, ikke naa til at fatte det Immaterielle, endsige det Uskabte, men kun indirekte gennem det Skabte (Summa Theol. I, 88). Dermed drejedes allerede Interessen fra hinsidig Skuen til dennesidig Analyse (Philip Sherrard: Greek East and Latin West p. 143 m.m.). Det var imod en saadan allerede delvist verdsliggjort Rationalist, Erasmus, at Luther polemiserede i „De servo Arbitrio“.

Siden blev det værre: fra Skolastik og Pavedømme og Reformation og Protestantisme, der dog begge var kristne Afvigelser, beredtes Vejen til det endnu Værre: Revolution og Gudløshed. Denne satte i Stedet for Fædrenes Forstaaelse af Mennesket som „Hjerte“, der staar foran Guds Øjne, et Syn paa Mennesket som diskursiv „Forstand“, der forsker og udnytter Verden. Det kan være derfor, anende en Emancipation og Almægtighedserklæring af Mennesket, at Luther og de øvrige Reformatorer forkastede „alt Menneskeværk“. For Resten skal Luther ogsaa, svarende hertil, have været Tilhænger af Læren om den „ubesmittede Undfangelse“.

Men se, der er noget kristologisk galt. Med sin Adskillelse og Overbetoning af det Menneskelige udgør Skolastikken en nestorianiserende Tendens, og i sin modsatte Tendens betegner Luther en monofysittiserende Tendens.

Kristus spurgte om Menneskers Villie og vejledte den, samtidig med, at Han sagde „Skilte fra Mig kan I Intet gøre“ (Joh. 15,5). Dette er, hvad den VI. Økumeniske Synode (681) præciserede, at „ingensinde tages der Noget fra de to Naturer paa Grund af Foreningen, men snarere bevares hver enkelt Naturs Egenskab… Og vi forkynder to naturlige Villier og Virkekræfter uløseligt, uforanderligt, udeleligt og sammenblandet forenede… Og de to er ikke, som de ugudelige Hæretikere sagde: modsatte, aldeles ikke… Kødets Villie maa underlægges den guddommelige Villie, som Sct. Athanasius sagde… Ogsaa Kristus vilde gøre, ikke sin egen Villie, men Hans, som havde sendt Ham…, ligesom Hans eget allerhelligste og lydefri Kød ikke blev fjernet ved at blive guddommeliggjort, blev Hans egen Villie ikke fjernet, men frelst…“

Eftertryk tilladt, men Saadanne med Forkerte Stavelsesdelinger og Kommafejl forbudte.