I anledning af Den Store Faste

Farao sagde til Josef: ”Din far og dine brødre er kommet til dig. ... Lad din far og dine brødre bosætte sig i den bedste del af landet.” (1. Mos. 47: 5-6).

Fædre, brødre og søstre i Kristus

Gæstfrihed er en dyd, som vi udtrykkeligt finder fremsat og levet i Guds folks skæbne og tværs igennem Den Hellige Skrift. Det største og smukkeste eksempel herpå er Abrahams Gæstfrihed. Ved Egen i Mamrelund tager ham imod tre fremmede, som Kirkens Tradition genkender som Den Hellige Treenighed. Ikonen, som fremstiller Abrahams Gæstfrihed, smykker altid vore kirker og vore hjem. Nu, da den Store og hellige Faste er indledt, vil jeg gerne bede jer om, brødre og søstre, at tænke på alle dem, som i vore dage appellerer til jeres gæstfrihed. Talrige er de fremmede, som banker på vor dør. De fleste af dem er blevet jaget ud fra deres egne lande, hvor de er blevet forfulgt og ofte underkastet tortur, fordi de havde modet til at forsvare deres idéer. Det er vanskeligt for os at forestille os, at i talrige lande er det sådan, at blot dét at et menneske handler i overensstemmelse med sin samvittighed kan bringe dets liv i fare. Det er disse mennesker, som kommer til Frankrig [og andre lande i Vesteuropa, red], ofte efter en lang og farefuld rejse. De kommer langvejs fra, og er os samtidigt nær, for blandt dem er der et ikke ringe antal ortodokse, som har forladt deres fædreland i søgen efter et bedre, fredeligt liv uden fare og efter en bedre fremtid for deres børn.

Det er uomtvisteligt, at i mange europæiske lande er kursen mod disse mennesker blevet hårdere. Der vedtages nye love, som har dramatiske virkninger på flygtninges og asylsøgendes dagligliv. De er sårbare for disse reguleringer, som udelukker dem, ydmyger dem og kaster dem ud i ”ikke-væren”. – Som jeres ærkebiskop kan jeg ikke opfordre jer til at handle imod de civile myndigheder; men jeg kan klart erklære, at vi som kristne bør lade os lede af Kristus selv, som gør Sig til ét med den fremmede og den nødlidende. Vi har den store lykke at tilhøre en minoritet, som kan glæde sig over velstand.  Det skal vi bestemt være taknemmelige for, men det er en nåde og ikke en ret. Vi mennesker er ikke ejere af verden og al dens rigdom, vi er forvaltere. ”Herrens er jorden og al dens fylde”, og Han siger til til os: ”Jeg er fremmed; jeg er sulten; jer tørster og jeg er syg.”

Hvad er meningen med disse ord, hvis ikke dén, at Kristus én gang for alle gør Sig til ét med hver enkelt af os? Og netop derfor er det, at kristen kærlighed forpligter os på at møde Kristus i hvert menneske. Vi bør komme de lidende i møde med uselvisk kærlighed, det vil sige uden at dømme dem og uden at stille betingelser for vores hjælp. Vi har ikke fået besked på at finde ud af, om et menneske har behov for vores hjælp eller om vedkommende har fortjent vores opmærksomhed og pleje. Vi har ikke fået besked på at analysere, hvorfor han har forladt sit land, hvorfor han er sulten og uden husly.

Under Den Store Faste opfordrer Kirken os til at tage vort liv op til revision, at prøve vor samvittighed i Evangeliets lys; den opfordrer os til et helt nyt liv, til det sande liv i Kristus. En passage fra Kirkens hymner til 5. Søndag i Fasten peger på, hvad det konkret betyder:

”Guds Rige er ikke i mad og drikke, men i retfærd, afholdenhed og hellighed. Derfor kommer den rige ikke ind deri, men de, som betror deres skatte i de fattiges hænder. Således lærer profeten David os, når han siger: Den retfærdige viser barmhjertighed den hele dag; han glæder sig i Herren, han vandrer i Herrens lys og skal ikke snuble.”

Denne hymne er skrevet til vor oplysning, for at vi må føje gode gerninger til vor faste; og til gengæld for jordiske goder vil Herren skænke os Himlenes rigdom.

Af hele mit hjerte ønsker jeg jer en velsignet fastetid.

+ Ærkebiskop Gabriel