DEN STORE FASTE.

Hvorfor Faste?

Snart indleder Den Ortodokse Kirke og dens troende atter en gang Den Store Faste eller Påskefasten: I fyrretyve dage (plus diverse "tillæg", se nedenfor) op til Kristi Opstandelse intensiverer vi så at sige askesen som forberedelse til Kirkens største fest, dén, hvori hele vort trosliv er funderet, hvoraf alle andre fester udspringer, og hvortil alt kristent håb leder: Kristi sejr over døden.

Faste er en levende og højst nutidig virkelighed i Den Ortodokse Kirke: Hele året igennem er onsdage og fredage foreskrevet som fastedage; i mange klostre faster man desuden alle mandage, som er den dag, hvor englene ihukommes. Endvidere har kirkeåret fire fasteperioder; Julefasten, fyrre dage op til Kristi Fødsel, Apostelfasten, fra første søndag efter pinse til Peter og Paulus-festen 29. juni/12. Juli, Gudsmoderfasten, 14 dage som forberedelse til festen for Gudsmoders Hensoven (15./28. aug.) og endelig den aktuelle Påskefaste.

Foruden de foreskrevne fasteperioder og -dage praktiserer alle ortodokse kristne en form for "individuel faste": Til modtagelsen af den hellige Nadver er knyttet forudgående forberedelse i form af skriftemål, der ikke fortaber sig alt for meget i fortidens tåger, og total faste, der som minimum strækker sig fra midnat natten før Liturgien. Nogle biskopper kræver flere dags faste og skrifte i umiddelbar tilknytning til den enkelte Liturgi, før de troende kan gå til alters. Andre administrerer mere fleksibelt.

Men hvad drejer det sig egentlig om? Hvorfor faster vi? Er der nogen mening i "galskaben", eller er fasten endnu et eksempel på selvskabt plage? - Udenfor Kirken er der utvivlsomt megen undren, ofte iblandet nogen nedladenhed, over, hvordan i alverden "moderne mennesker" kan finde på at gå ind på den slags "middelalderlige" skikke. Men også i vore egne rækker gætter jeg på, at vi er ikke så få, der gerne vil kombinere vores fastepraksis med en fasteteori: Hvorfor er det nu, at vi gør det her? Og er det nødvendigt? Eller gavnligt?

Ikke-kristne, og vist nok også mange ikke-ortodokse kristne, har vanskeligt ved at forstå fasten som andet og mere end et udtryk for hykleri. Og her støtter de sig til overmål ofte til Ny Testamente, hvor de påpeger, at Kristus ikke gav meget for spiseforskrifter, når Han afviste farisæernes fastepraksis, eller når Han pegede på, at det er dét, der kommer ud af menneskers mund, der tæller, snarere end dét der kommer ind. Og sandt er det jo, at Kristus ofte vender sig mod det hykleri og den selvretfærdighed og selvgode fromhed, nogle mennesker ynder at pakke deres trosliv ind i. Men det betyder ikke, at Kristus afviser faste som sådan. Tværtimod! Lad mig minde om, at Kristus Selv fastede fyrre dage i ørkenen, og at Han, da disciplene spørger Ham om dæmoner, svarer, at "den slags kan ikke drives ud ved noget, uden ved bøn og faste." (Mark. 9,29)

Og er fasten nu ikke ligefrem et udtryk for hykleri, skulle den så ikke i det mindste være et både latterligt og frugtesløst forsøg på at øve indflydelse på Gud? En slags åndelig lobbyisme og forsøg på manipulation med Beslutningstageren? Men var dét sandt, måtte vi jo i samme åndedrag anbefale kristenheden at afskaffe al gudstjeneste og al bøn. For vi må jo indrømme, at hver eneste gang vi siger Fader Vor, kan det for den mistænksomme tage sig ud som et tegn på at manipulere med Gud; og så ender vi med at måtte betragte ethvert "ydre" tegn på troen som både hyklerisk, latterligt og frugtesløst.

Endelig kan vi, indenfor Påskens og fastetidens egne rammer, stille spørgsmålet på en lidt anden måde: Når vi nu er fulde af fortrøstning til, ja på det nærmeste véd, at Herren under alle omstændigheder vil tage imod os til Påske (jvf. Johannes Chrysostomos’ påskeprædiken, "om nogen venter endog til den ellevte time, lad ham ikke frygte på grund af sin forsinkelse..."), hvorfor i alverden skulle vi da bekymre os på forhånd og forberede os gennem faste og et intensiveret bønsliv? - Men ved at tænke og spørge på den måde demonstrerer vi kun, hvor langt vi er fra at kunne bevæge os ad andre veje end den kolde, beregnende snusfornufts; hvor langt vi er fra at kunne begribe, at Den Store Faste hverken er en forretningsmetode, efter hvilken vi kan slå en handel af med Gud, eller en tvangsforanstaltning sat i værk af magtsyge biskopper; den er Kirkens hjælp til os. For hvis vi skal være ærlige (og med ærlighed kommer man som bekendt længst), så er vort problem vel næppe, at "ydre øvelser" virker forstyrrende ind på vort åndelige liv, men snarere at samme, åndelige liv konstant står i fare for at drukne i kødeliggørelse, hvis ikke vi giver det nogle ydre former at støtte sig på. Fasten rekapitulerer hele det kristne liv i koncentrat, begyndende med omvendelsen og sluttende med delagtighed i Kristi Opstandelse.

Forberedelsen

Den Store Faste er, siger Alexander Schmemann, fremfor alt en omvendelsens tid. Den er en skole i omvendelse, som den enkelte kristne må gennemgå år efter år for at kunne forny forståelsen af sin tro. Hvis vi ikke forstår, hvad det er, vi gør, når vi faster, ja så ender vi i den blinde autoritetstro eller i den mekaniske ritualisme, der ikke har legitim plads i det kristne liv. Derfor er der i Kirken en periode på fire uger, der kan betragtes som en forberedelse til fasten, hvor vi så at sige får forklaret fastetidens indhold.

Den første henvisning til den kommende fastetid får vi allerede med Zakæus’ Søndag. Vi husker beretningen om tolderen Zakæus, en mand af rigdom, som alligevel indså, at han manglede noget; og som omsatte denne indsigt i en længsel efter at se Jesus. Lille af vækst var han, så derfor måtte han kravle op i et træ, der hvor Herren kom forbi. Og Herren får øje på Zakæus og besøger ham i hans hus, hvor Han tilsiger ham frelse, for "Menneskesønnen er kommen for at opsøge og frelse det fortabte" (Luk. 19,10). Vor adgangsbillet til omvendelsens skole er da en intuitiv indsigt, i lighed med Zakæus’, at på trods af vor borgerlige velbjergethed og vore øvrige, kulturelle rigdomme hører vi til det fortabte, som Kristus er kommet for at frelse.

Den følgende søndag er Tolderens og Farisæerens Søndag. Her er temaet ydmyghed; evangeliet (Luk. 18, 10-14) fortæller om farisæeren, der over for Gud og mennesker roser sig, for ikke at sige praler, af sin fromhed og sin korrekte livsførelse; og det fortæller om tolderen, der ikke turde løfte sine øjne mod himmelen, men som erkender sin synd, og som derfor var dén, der "gik retfærdiggjort hjem". - Der er en evigtvarende, humoristisk pointe i denne beretning; for farisæeren har jo i og for sig ret, han betaler utvivlsomt tiende, overholder bønsforskrifterne og gør i det hele taget, hvad der med rimelighed kan forventes af ham. Men som de begavede kristne, vi er, forstår vi ikke desto mindre hurtigt, at det er tolderen og ikke farisæeren, vi skal identificere os med; og inden vi ser os om bliver vi så til "farisæiske toldere", der ikke kan blive trætte af at rose os af vor egen formodede ydmyghed. Men når vi indser denne karske, guddommelige humor, så indser vi forhåbentlig samtidigt den tvingende nødvendighed i denne søndags kontakion: "Lad os undgå farisæerens hovmodige tale ... og hellere lære at forstå storheden i tolderens ydmyge ord."

Så følger Den Fortabte Søns Søndag. Dette er konsekvensen af længslen og af ydmygheden: At vi beslutter os for at vende tilbage til Gud. - For også vi kræver ofte, som den fortabte søn gjorde det, vor arv på forhånd; også vi øder alt for ofte vor formue bort i et udsvævende liv (Luk. 15,13). Og for at blive restituerede må vi omsætte omvendelsen i en virkelig beslutning om at ændre vore liv fuldkomment, at lade handling følge på ord og vende tilbage til Gud. Det græske ord for anger og omvendelse, metanoia, har det indhold at få noget andet i sinde, at beslutte sig, altså, til at lægge sit liv radikalt om; at vende om og gå tilbage ad den vej, vi er kommet, i samme omfang, som vi indser, at vi er på vildspor. I denne søndags kontakion hedder det: "Din faderlige herlighed har jeg i min uforstand forladt, og den rigdom, Du gav mig, har jeg sløset bort i synd; derfor hæver jeg den fortabte søns stemme til Dig: Jeg har syndet for Dig, nådige Fader, modtag mig i min anger, og lad mig blive som én af Dine tjenestefolk ..."

Herefter når vi frem til Kødforsagelsens Søndag. Som navnet siger, ophører vi her med at spise kød og påbegynder dermed så småt den legemlige side af Påskefasten. Dagen hedder også Den Yderste Doms Søndag; evangelieteksten er Matt. 25, 31-46, hvor vi i mange detaljer bliver foreholdt den målestok, med hvilken vi skal dømmes på den yderste dag: om vi har tænkt og gjort alle ting i vore liv i lyset af Kristi frelsesværk, om vi har set Ham i vor næste, eller om vores omvendelse er blevet ved tanken, i og med at vi, når alt kommer til alt, kun har villet os selv og vort eget.

Lørdagen inden Kødforsagelsen hører ligeledes med til omvendelsens skole. Det er den dag, hvor vi i særlig grad kommer de døde i hu, dem, der er sovet hen i troen på Kristus. Dermed bliver vi mindet om, at grænsen mellem os og de hensovne ikke er slet så skarp, som vi af og til kan fristes til at mene, og om, at kærlighedens fællesskab i Guds Kirkes foruden os selv omfatter alle dem, der har forladt dette liv forud for os, men som ikke derfor er hørt op med at være til for Gud.

Endelig når vi så frem til den sidste søndag i forberedelserne og altså til indledningen på den egentlige Store Faste. Den kaldes Smørforsagelsens Søndag, fordi den indebærer et farvel til smør, ost, mælk og mejeriprodukter i øvrigt. Der er knyttet i hvert fald tre væsentlige elementer til denne dag: først i epistlen til Liturgien (Rom. 13,11 - 14,4) nogle overvejelser over fastens væsen; "frelsen er os nærmere nu, end da vi blev troende ... ifør jer Herren, Jesus Kristus, og plej ikke kødet, så begæringer vækkes", men sandelig også advarsel mod selvgodhed og dømmesyge i forbindelse med fasten, "... og den, der ikke spiser, må ikke sætte sig til doms over den, der spiser; Gud har jo taget imod ham."

Det andet, helt afgørende element på dagen, der indleder Fasten, angives af dagens andet navn, Tilgivelsens Søndag. For det er fuldkommen ligegyldigt, om vi faster eller ej, hvis ikke vi knytter fasten til den gensidige tilgivelse. Så bliver fastetiden lige præcis til den ydre fromhedsopvisning, Kristus vender sig imod. Dagens evangelietekst (Matt. 6, 14-21) gør Guds tilgivelse af os afhængig af, at vi tilgiver andre deres overtrædelser mod os, jvf. også Herrens Bøn "forlad os vor skyld som og vi forlader vore skyldnere". - Konkret sker der til aftengudstjenesten denne søndag dét, at de troende beder hinanden om tilgivelse, og dette er den sidste, kirkelige handling, før vi påbegynder dét, Schmemann kalder Kirkens pilgrimsvandring frem mod Påskens glædesfyldte og herlige dag.

Endelig, og for det tredje, griber dagens evangelietekst indirekte tilbage til beretningen om Zakæus og forklarer karakteren af hans anelse om, at "noget" manglede midt i rigdommen og ubekymretheden. For livet på jorden er underlagt forgængelighedens lov, samtidigt med at vi i vore hjerter aner længslen efter evigheden, efter det liv, der ikke forgår og bliver til intet. Og til denne anelse, til denne higen mod Guds uskabte væren, knytter sig netop evangeliets tekst til den sidste Liturgi før Den Store Faste; "Saml jer ikke skatte på jorden, hvor møl og rust fortærer ... men saml jer skatte i Himmelen, hvor hverken møl eller rust fortærer ... thi hvor din skat er, dér vil også dit hjerte være." (Matt. 6, 19-21)

Fastetidens liturgiske liv

Hermed er vi fremme ved selve Den Store Faste, som varer i fyrre dage, begyndende med mandagen efter Kødforsagelsen og varende til fredagen før Palmesøndag. Liturgisk har den en række karakteristika: Den indledes med Andreas af Kretas store Bodskanon, som læses i fire dele ved aftentjenesterne fra mandag til torsdag i Fastens første uge og igen på én gang ved morgentjenesten torsdag i den femte uge. Det er et omfattende værk fra 600-tallet, en lang gribende klagesang, skriver Schmemann, fra en kristen, som atter og atter opdager, hvor meget Gud elsker ham, hvor meget Han har gjort for ham, og hvor lidt mennesket har gjort som svar på dette:

"Hvordan skal jeg begynde at græde over mit livs skændige gerninger, hvilken begyndelse, Kristus, skal jeg nu give denne klage? Men Du er barmhjertig, tilgiv mig mine synder ... Jeg har bortødet min oprindelige skønhed og herlighed, jeg ligger nu nøgen, dækket af skam."

Fastetidens liturgiske bog kaldes Triodion. Den indeholder de særlige sange til morgen- og aftentjenesterne i perioden, bl.a. de såkaldte idiomela af Theodor Studitten fra det 9. århundrede (Theodor Studitten, vil nogle måske huske, var en hovedperson i Den Ikonoklastiske Strid). Vi bringer et par eksempler:

"Lad os mennesker påbegynde den rene faste, for den er frelse for vore sjæle. Lad os tjene Herren med frygt, salve vore hoveder med afholdenhedens olie og vaske vore ansigter med renhedens vand. Lad os ikke bruge mange ord i vor bøn, men lad os sige det, vi har lært: Fader Vor, Du, som er i Himlene, forlad os vor skyld, for Du elsker menneskene."

(Tirsdag morgen, første uge).

"Kom, I troende, lad os gøre lysets gerninger i lyset. Lad os vandre i ærlighed om dagen, lad os holde os borte fra enhver uretfærdighed mod vor næste, og lad os se til, at vi ikke bliver en anstødssten, som bringer ham til fald. Lad os afstå fra kødets vellyst, lad os søge sjælens nådegaver. Lad os give brød til dem, som trænger, lad os træde frem for Kristus i anger og råbe: Vor Gud, forbarm Dig over os!"

(Fredag aften, første uge)

I Den Store Faste er der ikke mulighed for at fejre den sædvanlige Liturgi på hverdage (mandag til fredag). Perioden er i stedet præget af en særlig tjeneste, som udelukkende benyttes i Fasten: De forudindviede Gavers Liturgi. Dens mønster er aftengudstjenestens, men udvidet med deltagelse i de hellige Gaver, som er blevet indviet søndagen forinden.

Endelig skal det nævnes, at Fastetiden markeres ved brugen af mørke farver i kirkerummet, hvor ikonpultene dækkes med sort, ligesom præstens klædning er mørk (undtagen lørdag og søndag), dette som ydre tegn på periodens karakter af omvendelse og ydmyghed.

Fastens praktiske gennemførelse

Fasten er at betragte som en asketisk anstrengelse, d.v.s. en bestræbelse hen imod en åndeliggørelse af kødet til afløsning af dén situation, vi overvejende balancerer på kanten af, nemlig sjælens kødeliggørelse. Fasten er med andre ord et middel og ikke et mål; et middel til opnåelse af et åndeligt mål. Den har så at sige praktisk karakter og er ikke i sig selv nogen "god gerning", der bringer os fortjeneste hos Gud.

Praktisk består fasten deri, at vi afstår fra alle animalske produkter, kød, fisk, æg, mælk samt fra vin og olie (med mindre "lettelser" på visse festsdage). Dette er det af Kirken fastsatte maximum, den "ideelle" faste, som vi bør holde os tættets muligt til i hele perioden. Hertil kommer visse dage, hvor total afholdenhed anbefales, fx indleder mange Den Store Faste med ikke at spise før solnedgang de første tre dage.

Men det er vigtigt at forstå, at fasten ikke er en fysisk sportspræstation, hvor det gælder om at konkurrere på, hvem der kan være mest afholdende. Fastetiden er ikke udelukkende et spørgsmål om fødeindtagelse; det drejer sig lige så meget om at flytte opmærksomheden fra det ydre til det indre, fra verdslighedens brede vej til den smalle vej, der fører til Guds Rige. Vi må hver især finde vort niveau, hvor vi lader den legemlige askese forbinde sig med den åndelige færd frem mod deltagelse i Påskens Mysterium. - Heri ligger også, at samtidigt med at fastereglerne er simple og dermed "lette" at overholde, må hver enkelt af os forholde os til fasten og finde et niveau, som stemmer overens med både vores samvittighed og vores kapacitet.

Et særligt problem tegner sig, når man er ortodoks i ikke-ortodokse omgivelser, med ikke-ortodokse venner og familiemedlemmer. For hvad stiller man op, når man bliver inviteret til fødselsdage eller andre familiærebegivenheder og bliver beværtet efter alle kunstens (blot ikke fastens) regler? Enhver må finde sit eget svar i balance mellem kærligheden og hensynet til andre mennesker og ønsket om at holde sig tættest muligt til Kirkens anvisninger.

Men hvis vi alligevel selv kan og skal vurdere, i hvilket omfang det er muligt for os at leve op til det af Kirken anbefalede maximum, kan vi så ikke lige så godt opgive at have fastlagte dage og perioder, hvor vi faster, og så hver især lægge vort helt private mønster for det kristne liv? Som måske ville kunne være endnu mere "effektivt" end Kirkens?

Jo, såmænd! Det ville blot forudsætte, at vi var meget anderledes, end vi faktisk er. - For al erfaring, både den fælles og den personlige, viser os (hvis vi atter en gang vil være ærlige), at vi er parate til de mest akrobatiske krumspring for at undgå, hvad vi umiddelbart opfatter som begrænsninger i vor peronlige frihed og beskæring af vores adgang til "fornøjelser". Vi vil så gerne, og så vil vi alligevel ikke!

Og i dét dilemma er det så, at Kirken tilbyder os sit organiserede, liturgiske år, inklusive fasteperioderne, som ramme for vort liv som kristne; en ramme for den koncentration og disciplin, der erfaringsmæssigt er nødvendig for vores åndelige udvikling. Og hvis nogen vil vide, virkelig vide, om det er en nyttig ramme, om det "virker" og er gavnligt, ja så er der ikke anden måde at afgøre sagen på end at prøve. Og så opdager vi til vores store glæde, at der faktisk er åndeligt liv under og hinsides de dagligdags vaner og "adspredelser", vi mente ikke at kunne leve foruden. Vi opdager, at mennesket ikke lever af brød alene, og at vor åndelige føde kommer indefra, fra HelligÅndens virke i vore hjerter, og ikke udefra.

Vi ønsker læserne en velsignet fastetid!

Se også "5 misforståelser."